Travl nytårsnat med mange altanbrande

Især altanbrande og mindre brande i skraldespande har der været mange af denne nytårsaften og nat, det oplyser man natten til torsdag fra Hovedstadens Beredskab.

De Aktuelle Nyheder 1-1-2026 kl 8.29

Der har været rigeligt at se til for Hovedstadens Beredskab i løbet af aftenen og natten.

For allerede omkring klokken 2.30 kunne man konstatere, at antallet af udrykninger nu var på niveau med hele nytårsaften sidste år.

Vi har kørt på nuværende tidspunkt cirka samme antal ture, som vi gjorde sidste år nytårsaften, så vi forventer, at vi kommer over sidste år antalmæssigt, sagde lederen Tim Ole Simonsen, operationschef ved Hovedstaden Beredskab.

Der har også været travlt på operationscenteret, hvor man i nytårsdøgnet har håndteret omkring 3500 opkald.

Tim Ole Simonsen vurderer, at det især er det klare vejr henover hovedstadsområdet, der har øget antallet af raketter og fyrværkeri og dermed også ulykker.

Altanbrande har fyldt en del

Det er især småbrande i eksempelvis containere og skraldespande, som beredskabet er rykket ud til. Derudover har beredskabet måtte rykke ud til en del altaner, hvor ilden har fået fat.

Vi har haft et overraskende stort antal altaner, der har været ild på. Hvor der har været brand, og hvor branden er på vej ind i en lejlighed, siger Tim Ole Simonsen.

Derudover har man haft mandskab ude til enkelte tagbrande på Amager.

Tidligere på aftenen udbrød der også brand i den anden ende af landet. I Esbjerg blev beboerne i fem opgange evakueret, da en brand på Platanvej fik fat i tagkunsktruktion.

Her var politiets umiddelbare formodning, at branden skyldes, at børn har affyret fyrværkeri fra en lejlighedsaltan. Det sagde vagtchef ved Syd og Sønderjyllands Politi Erik Lindholdt nytårsaften til TV2 Syd.

Af Lange Jung Lassen DR

Relaterede artikler​