Succes Med Unik Hjælp Til psykisk Sårbare Skal Udvides Til Børn og Unge Ned Til 13 år.

Hjælp af IPS-metoden får 15-17-årige psykisk sårbare børn og unge videre i job eller uddannelse. Metoden kan nu blive brugt til at få endnu flere børn og unge med ufrivilligt skolefravær igang med et positivt forløb.

7-9-2025 kl 10.25

Vil også hjælpe 13-årige med IPS-metode

Region Nordjylland og Aalborg Kommune overvejer nu at gå helt nye veje i forhold til børn og unge ned til 13 år, der på grund af psykisk mistrivsel i dag ikke kommer i skole. Regionen og Kommunen er i gang med at undersøge muligheden for, at de kan hjælpe efter den såkaldte IPS-metode.

IPS står for Individuelt Planlagt job med Støtte, men for unge handler det lige så meget om uddannelse som job. I IPS-metoden ventes der ikke med hjælp, til den unge er færdigbehandlet i Psykiatrien. Denne tilgang kaldes også “place then train”.

Det er uddannede IPS-konsulenter fra Aalborg Kommune, der står for indsatsen. De skal først og fremmest opbygge en relation til den unge og støtte vedkommende i at komme i job, uddannelse eller tilbage på grundskolen. Og samtidig arbejdes der sideløbende med at mestre hverdagen og håndtere de psykiske symptomer, mens de er i job eller under uddannelse. Derudover er der et tæt samarbejde med det psykiatriske behandlingssystem for at sikre, at den unge får den nødvendige behandling ved behov.

Styrken ved IPS-metoden er, at vi tager udgangspunkt i den unges drømme, ønsker og styrker, frem for at fokusere på deres udfordringer. De unge er ikke i optræning; de deltager i helt almindelig skolegang, uddannelse eller job. Mange af dem fortæller, at det gør en stor forskel, at vi tager deres motivation alvorligt og ser dem som mere end deres sygdom. Vi oplever også, at de får respekt fra andre på stedet for det, de bidrager med, uanset om det er uddannelse eller på arbejdsmarkedet, forklarer Sisse Møller, afdelingsleder i Job og Velfærd.

Vigtigt at komme tidligt på banen

Siden 2020 har Psykiatrien og jobcentret i fællesskab haft 200 borgere over de 18 år igennem forløb, med så stor succes, at de som et af de første steder i Danmark i efteråret 2022 udvidede metoden til også at omfatte 15-17-årige tilknyttet Børne og Ungdomspsykiatrisk. Resultaterne her er også stærke. Siden starten er omkring 40 unge blevet en del af IPS-indsatsen, og de foreløbige tal viser, at omkring 75 procent er kommet godt på vej i forløb med job, fleksjob eller uddannelse.

Det der er unikt ved IPS for de helt unge, der ikke er på arbejdsmarkedet endnu, er at de ikke alene bliver mødt med behandling, men også med en mulighed for at komme tilbage på grundskolen eller starte uddannelse som mange andre unge.

Det er en vigtig pointe, og en af bevæggrundene for ønsket om nu at udvide ned til 13 år understreger Vibeke Gamst (K), formand for Psykiatri og Socialudvalget i Region Nordjylland.

For på lang sigt at få knækket den kurve, der viser at flere og flere ender på en førtidspension på grund af psykiske udfordringer, er det vigtigt, at helt unge får afsluttet grundskolen og får en uddannelse. Vi oplever, at en del unge i forløb i Børne og Ungdomspsykiatrien er i stor risiko for at enden uden for vores uddannelsessystem og arbejdsmarked. Derfor handler det i høj grad om, at jo tidligere vi støtter op om barnets ressourcer og muligheder på trods af den psykiatriske diagnose jo bedre er chancerne for et fremtidigt godt ungdoms og arbejdsliv.

Kan reducere ufrivilligt skolefravær

Ufrivilligt skolefravær er et stort problem i alle kommuner. Tal fra blandt andet Aalborg Kommune viser, at der i 2024 var 1.800 børn og unge, med et fravær på over 10 procent. Det er selvfølgelig ikke i alle tilfælde psykisk betinget, men det giver grund til bekymring.

Det griber ind i hele familiens liv, når vi kommer dertil, at forældrene er nødt til at tage orlov på grund af barnets fravær. Samtidig er barnet isoleret fra deres jævnaldrende. Her kan IPS noget særligt ved at flytte fokus over på den enkelte barns unges styrker og skabe en reel hverdag, hvor unge sammen med IPS- konsulenten finder løsninger på de udfordringer, der måtte opstå, fortæller Nuuradin S. Hussein, rådmand for Job og Velfærd i Aalborg Kommune.

Med baggrund i de hidtidige gode resultater har Byrådet i Aalborg i et samarbejde med Region Nordjylland derfor løbende investeret i at udvide målgruppen aldersmæssigt.

Om IPS

Målgruppen for IPS i Aalborg Kommune er i dag en bred gruppe af borgere med psykiske lidelser, som er uden for arbejdsmarkedet eller uddannelse, og som har et igangværende behandlingsforløb i psykiatrien. Derudover er der også fokus på unge med psykiske vanskeligheder, herunder unge uden erhvervskompetencegivende uddannelse, som ikke er i job eller uddannelse.

Specielt for de 15-17-årige er målgruppen for IPS-indsatsen, der er tilknyttet Børne og Ungdomspsykiatrien. De kan være diagnosticeret eller under en udredning for en psykisk lidelse eller udviklingsforstyrrelse som for eksempel ADD, ADHD, autismespektrumforstyrelse, skizofreni eller svær angst. De unge kan desuden have misbrugsproblematikker.

Relaterede artikler​