Personpåkørsel standsede tog omkring Ringsted

På grund af en personpåkørsel blev togdriften tirsdag formiddag indstillet omkring Ringsted.

De Aktuelle Nyheder 31-12-2025 kl 7.14

Togtrafikken har holdt stille mellem Ringsted og Roskilde, på strækningen mellem Ringsted og Køge Nord samt mellem Ringsted og Næstved.

Der vil dog de næste par timer kunne forekomme forsinkelser og aflysninger, mens vi får personale og materiel helt på plads igen, skriver DSB på sin hjemmeside.

Mens togene holdt stille, indsatte DSB togbusser.

Den første bus var på plads i Ringsted omkring klokken 10.00 og i alt blev der indsat op til 20 busser. oplyser DSB’s pressechef til Ritzau.

Ifølge pressevagten har ingen ventet længe på at komme videre.

Togbusserne ankom løbende, og desuden var der mere personale på den midtsjællandske station.

Påkørslen skete ved Kværkeby på Midtsjælland, skrev Midt og Vestsjællands Politi på det sociale medie X.

Politikredsen fik meldingen om personpåkørslen kort efter klokken 9.00 og rykkede ud til stedet, fortalte kommunikationschef ved Midt og Vestsjællands Politi Thomas Kristensen.

Et par timer senere fik politiet identificeret den påkørte, som var en midaldrende mand, der var afgået ved døden.

Politiet har desuden fået klarlagt, at manden blev påkørt allerede natten til tirsdag, men påkørslen blev først opdaget tirsdag formiddag. Det er nu fastlagt, hvilket tog der ramte manden.

Politiet formoder, at der er tale om et selvmord. Mandens pårørende er underrettet.

/ritzau/

Relaterede artikler​