Omtumlet verden giver Lars Lilholt stort hovedbrud

Lars Lilholt har skrevet et utal af sange og optrådt igennem skiftende tider. Men den seneste tids uroligheder i verden har givet ham et problem.

De Aktuelle Nyheder 1-2-2026 kl 14.47

Det er ikke, fordi Lars Lilholt ikke glæder sig til at komme i gang med sin nye soloturne. Foran ham venter der 43 intimkoncerter over hele Danmark, og størstedelen af billetterne er handlet af.

Alt spiller og så alligevel.

Det har nemlig været en stor udfordring med at finde frem til, hvad han vil med sine forestående koncerter.

I den verden vi lever i lige nu havde jeg det vanskeligt ved at overskue, hvad vi kunne bruge, siger han

Lars Lilholt har gerne villet forberede en nærværende oplevelse for sit publikum, men som han siger.

Jeg syntes, alt bliver for overfladisk.

Midt i januar mødte TV MIDTVEST silkeborggenseren på Høloftet på Thyholm. Her skyder den 72-årige trubadur sin tour i gang på et tidspunkt, hvor al mediefokus er rettet mod Grønland og USA’s præsident.

Hver eneste dag kommer der en ny melding fra ham den orange Kong Gulerod derovre, og jeg synes, det er frustrerende, siger Lars Lilholt

Den populærer sanger fra Søhøjlandet har skrevet over 300 sange gennem tider, der har ændret sig.

Derfor ville det måske være naturligt, at kunstneren kunne præsentere publikum for et par nye sange skrevet til tiden.

Men lige nu kan han ikke.

Det er længe siden, at jeg har skrevet en sang. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gribe og gøre i, siger Lars Lilholt og fortsætter.

Jeg har ikke fundet svaret endnu.

Rakte ud til følgere

I sine tanker med koncerternes indhold valgte Lars Lilholt i sidste ende at lægge bolden ud til sine Facebook-følgere. Her efterspurgte han sangønsker fra bagkataloget til alle koncerter en for en.

Det betyder, at hver eneste koncert bliver forskellig alt efter hvilke ønsker der er tikket ind til Lilholt.

Men i summen af de indkomne sangforslag som eksempelvis ‘Jens Langkniv’, og Hvidsten Kro’ og ‘Mikkel han var død’ fandt Lars Lilholt også en tråd, han mener der kunne udgøre temaet for hele hans turne.

Alle historierne.

Vi har alle en historie. Du har din, og jeg har min. Fortællinger gør verden mere beboelig, reciterer Lars Lilholt fra den sang, han vil starte med.

Spørgsmålet om hvorfor det passer ind i en tid, hvor Lars Lilholt har svært ved at regne ud, hvad det hele skal handle om?

Fordi det handler om nærvær, og nærvær er vi nødt til at have med hinanden lige nu, fordi det hele er så fandens forvirret, siger Lars Lilholt.

Af Simon Hvid Sig TV MIDTVEST

Relaterede artikler​