Ni landsbyer spiser klimavenligt og skåler i fællesskab

Når klimauger i Favrskov Kommune løber af stablen i april, danner ni landsbyer ramme om klimavenlige fællesspisninger, hvor årstidens råvarer, lokale råvarer og overskudsmad er omdrejningspunktet. Fællesspisningerne afholdes fra 21. til 23. april i Hadbjerg, Thorsø, Vissing, Selling, Farre, Nr. Galten, Røgen, Svenstrup og Tinning og er gratis at deltage i. Det fremgår af en pressemeddelelse.

De Aktuelle Nyheder 17-4-2026 kl 21.16 

I år får deltagerne også mulighed for at løfte glassene sammen på tværs af landsbyerne gennem en kort digital fællesskål i de byer, der spiser samtidig.

Vi synes, det er en god måde at vise, at selvom arrangementern foregår lokalt, så er vi en del af et større fællesskab på tværs af hele kommunen. Den digitale fællesskål binder landsbyerne sammen og minder os om, at klimahandling vokser, når vi gør det i fællesskab, siger Alfred Borg fra styregruppen bag Klama Favrskov og formand for Danmarks Naturfredningsforening Favrskov.

I Nr. Galten er opbakningen fortsat stor, og forsamlingshuset er derfor med i fællesspisningen for andet år i træk.

Sidste år oplevede vi en flot opbakning. Folk kom ikke kun for maden, men også for fællesskabet omkring at spise sammen. Derfor var vi ikke i tvivl om, at vi skulle være med igen, fortæller Per Hessellund Laursen, som er Landsbyrepræsentant i Nr. Galten.

Inden fællesspisningen åbner Nr. Galten dørene for en pop-up Repair Cafe fra kl 15, hvor frivillige fra Repaircafeen i Hadsten kommer og hjælper med reparation af ting og inspiration til at gøre det selv fremover.

Umiddelbart efter spisningen går ingeniør Poul Durr Pedersen fra Erslev på, og fortæller lidt om de nye vindmøller i Hallendrup med særligt fokus på vingedesign, som han har kendskab til på nærmeste hold via sin arbejdsplads hos Vestas.

Både Repaircafeen og vindmølleforedraget viser, hvad der sker, når lokale kræfter går sammen. Frivillige stiller deres tid og viden til rådighed både når de hjælper med at reparere ting og deler indsigt i grøn energi. Det er klimahandling i øjenhøjde og et stærkt lokalt fællesskab i praksis, siger Per Hessellund Laursen.

Menuerne varierer på tværs af landsbyerne. For eksempel serveres der kyllingegryde med linser og bønner i Pavillonen o Thorsø, mens andre steder skaber retterne ud fra overskudsmad fra lokale supermarkeder, som i Tinning. Fælles for alle ni fællesspisninger er, at de frivillige kokke arbejder med årstidens råvarer, så lokalt som muligt, overskudsmad og mindre madspild, grønnere menuer, fællesskab og klimainspiration.

Tilmelding sker lokalt i hver landsby efter først-til-mølle-pricippet. Der er et begrænset antal pladser i forsamlingshusene. Kontaktoplysninger fremgår af landsbyernes egne opslag og Favrskov Kommunes informationskanaler.

Din Avis

Relaterede artikler​