Mulig ny bevidst træfældning henover vej.

Sydsjællands og Lolland-Falster Politi undersøger, om det var forsætligt, da et træ væltede ned over Kaløvej ved Sakskøbing natten til Lørdag. Det oplyser vagtchef Kasper Skotte til Lolland-Falsters Folketidende.

 

Jeg kan bekræfte, at vi har fået en anmeldelse i nat om et væltet træ. Vi har været fremme på ulykkesstedet eller gerningsstedet og undersøgt det og konstateret, at der ikke er nogen, som er kommet til skade. Nu pågår der en efterforskning af, om det er forsætligt, lyder det. Ingen er kommet til skade.

 

Avisen har talt med en af dem, der kom kørende, og som har anmeldt sagen til politiet. Han mener at træet er blevet fældet bevidst. Ifølge vidnet så en forankørende bilist fire unge med en motorsav.

 

Tidligere har en sag om træfældning i Sorø tiltrukket sig stor opmærksomhed.

 

Her blev en gruppe mænd dømt i sagen, hvor et 35 meter højt grantræ blev fældet ud over en landevej, hvor det landede på en 55-årig mands bil.

 

Manden som var efterskolelærer, døde på stedet.

 

Men det sidste punktum er ikke sat i sagen fra Sorø, da den er anket til landsretten.

 

/ritzau/

Relaterede artikler​