Meldinger Om Angreb i Ukraine Sender Polske Fly På Vingerne.

Pelen sendte sammen med flere af landets allierede fly på vingerne, efter at Rusland har iværksat luftangreb mod Ukraine.

De Aktuelle Nyheder 28-9-2025 kl 22.27

Det skriver den operative kommando i det polske militær sent natten til søndag på det sociale medie X.

Fly er blevet mobiliseret, mens jordbaserede luftforsvarssystemer og radar- systemer er bragt i højeste beredskab, skriver kommandoen.

Formålet med at sende fly på vingerne er forebyggende og sker for at sikre luftrummet i områder, der støder op til det truede område, lyder det videre.

Polen har flere gange sendt fly på vingerne i løbet af Ruslands mere en tre og et halvt år lange krig i Ukraine.

Flyene er typisk blevet aktiveret i forbindelse med russiske angreb i det vestlige Ukraine.

Der er ingen meldinger om krænkelser af polsk luftrum i forbindelse med angrebene i Ukraine natten til søndag.

Umiddelbart er der sent natten til søndag ingen meldinger om, hvor i Ukraine Rusland skal have iværksat angreb.

Det er omkring en uge siden, at en trussel om droneangreb i nabolandet Ukraine senest fik Polen til at sende fly på vingerne. Det samme skete også for to uger siden.

Natten til den 10 september blev flyene ligeledes aktiveret. Det skete efter at Ukraines luftvåben havde advaret om, at russiske droner var trængt ind i polsk luftrum.

Ifølge polske myndigheder trængte 19 droner denne nat ind i polsk luftrum. Tre af dronerne blev skudt ned.

Ingen droner angreb mål i Polen, men der faldt vragrester ned flere steder.

Efterfølgende aktiverede Polen forsvarsalliancen Natos artikel 4 om et møde.

Artikel 4 er den såkaldte konsultationsproces, der giver allierede mulighed for at bringe sikkerhedsemner på dagsordenen i Det Nordatlantiske Råd.

Også Estland har sidenhen bedt om at få aktiveret artiklen. Det skete, efter at tre russiske kampfly ifølge Estlands regering var trængt ind i estisk luftrum i cirka 12 minutter uden tilladelse.

Rusland nægter at have krænket estisk luftrum.

Denne uge er der flere gange blevet registreret droneaktivitet i luftrummet over danske lufthavne. Det er endnu uklart, hvem der står bag.

Den danske regering har overvejet at aktivere Natos artikel 4, men har besluttet at lade være, fortalte udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) fredag.

/ritzau/

Relaterede artikler​