Kyiv Melder Om Flere Sårede Børn I Natligt Russisk Angreb.

14 personer heriblandt fire børn er blevet såret i et russisk luftangreb mod Ukraines hovedstad Kyiv, natten til lørdag.

De Aktuelle Nyheder 26.10-2025 kl 7.31

Det meddeler den militære administration i Kyiv, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Alle modtager lægehjælp, nogle er blevet sendt på hospitalet, lyder det fra administrationen på beskedtjenesten Telegram.

Militæradministrationen kommer ikke umiddelbart med flere oplysninger om angrebet. Det står derfor eksempelvis klart, om nogen af de sårede er i livsfare.

Vitalij Klytjko, som er Kyivs borgmester, meddelte tidligere på natten, at to højhuse med lejligheder er blevet beskadiget under angrebet.

Borgmesteren beskriver ikke, hvorvidt der er tale om et direkte angreb mod bygningerne, eller om de er blevet beskadiget af eksempelvis vragrester fra droner eller andet.

Det fulde omfang af skader fra angrebet er fortsat ukendt. Både i Kyiv og den omkringsliggende region lød der i omkring en time til halvanden luftalarmer, der advarer om luftangreb.

Luftalarmerne stoppede ifølge Reuters klokken 2.30 dansk tid.

Rusland har ikke umiddelbart kommenteret Ukraines meldinger om angreb.

Sergej Sobjanin, som er borgmester i Ruslands hovedstad, Moskva, skriver på beskedtjenesten Telegram, at russiske luftforsvarssystemer har nedskudt en drone, der havde kurs mod Moskva.

Det har Ukraine ikke umiddelbart kommenteret. Der er ingen meldinger om skader.

Også tidligt lørdag morgen meddelte myndighederne i Kyiv om angreb fra Rusland. Her lød det, at mindst otte personer var blivet såret eftet angreb udført med missiler og droner.

Både Ukraine og Rusland har afvist, at deres angreb er rettet mod civile. Tusindvis af personer er dog blevet dræbt i krigen, der blev indledt med Ruslands invasion i februar 2022. Langt de fleste ofre har været ukrainere.

/ritzau/

Relaterede artikler​