Kommune glemte nabohøringen og nu står kæmpekolos på villavej i Skanderborg

Hjælp! Pludselig stod der et palads/” en stor modernistisk ejendom” i 2 etager på vores nabogrund i Skanderborgs gamle bydel.

De Aktuelle Nyheder 6-1-2026 kl 14.42

Vi oplevede pludseligt, at der blev opført en meget stor ejendom i 2 plan med meget store vinduespartier på vores nabogrund og vi var ikke blevet informeret om dette byggeri. Nu står huset der. Og Skanderborg Kommunes oprindelige byggetilladelse er blevet erklæret ugyldig af Byggeklageenheden ved Nævnenes Hus i Viborg.

Problemet er ikke de nye naboer, der har haft et ønske om at skabe et stort hjem til deres familie.

Problemet er, at der ikke rigtigt er en linje i den tilgang, kommunen har som myndighed, ligesom kommunens afgørelse nu er kendt ugyldig på grund af en manglende nabohøring.

På Møllebakkener problemet, set fra mit perspektiv, at der nu er opført to firkantede “kasser”/moderne boliger i 2 plan på vejen, som ikke passer ind i den stil og særlige arkitektur, som husene i vores oprindelige 1950’er-kvarter er bygget i. Opførelsen af disse meget høje ejendomme medfører, at der opstår store indsigtsgener for naboerne omkring både indsigt i have og ind i de omkringliggende ejendomme.

Også andre steder i byen er der arkitektoniske ar, da nogle privatpersoner/bygherrer har fået lov til at opføre bygninger uden at Skanderborg Kommune har sat rammer op for arkitektonisk eller æstetisk linje.

Foreksempel på Nørregade, hvor en ejendom blev opført for tæt på søen, og hvor der efterfølgende blev givet lov til opførelse nu med stort hegn sat op for at mindske indsigt til ejendommen. Eller på Adelgade ved siden af “The Duke”, hvor der nu er ved at blive opført et stort og ret særpræget byggeri, der ikke ligefrem matcher med den øvrige arkitektur i byen.

Flere steder i byen er der opført store firkantede “kasser”, som set ud fra den enkelte families betragtning fungerer godt og giver dem de mange eftertragtede kvadratmeter. Men ud fra en overordnet betragtning af området og byen som helhed er det grimt og opført uden resekt for byens arkitektur og pludselig kommer byen til at fremstå tilfældig og usammenhængende.

I forhold til den ulovligt opførte nabobolig på Møllebakken, så kender vi jo desværre nok resultatet ved, Skanderborg Kommune nu gennemfører den påkrævede høring af alle naboerne. Den høring, som kommunen “glemte” at gennemføre, inden byggeriet blev godkendt. Og nu står huset der jo, så alt andet lige vil kommunen give bygherre en dispensation og så er alt i den skønneste uorden.

Jeg håber, at Skanderborg Kommune fremover vil prioritere de mere overordnede hensyn til lokalområderne. Ligesom jeg håber, at kommunen fremadrettet vil overholde deres høringspligt og meget gerne inden byggetilladelserne bliver givet. Det er det vi har myndighederne til.

Af Anders Kirkedal L Lokalavisen

Relaterede artikler​