Ida Auken fortryder jubelvideo om folketingspræst

Kirkeminister Ida auken (S) fortryder, at hun tidligere på sommeren lagde et videoklip op på sociale medier, hvor hun jublede over beslutningen om at få en præst tilknyttet Folketinget.

De Aktuelle Nyheder 26-8-2026 kl. 14:53

Jeg tror i hvert fald, jeg blev lidt for glad og fik dermed også signaleret, at det var en større ændring end det var.

Der bor en håndboldpige fra Valby i mig, som bare tænkte Yes, nu får vi lov til at snakke om noget andet end kroner og ører, men også en ånd, siger Ida Auken til DR.

Tirsdag eftermiddag skriver kirkeminister Ida Auken på X, at hun har fjernet den omtalte video fra sine sociale medier.

Nu tror jeg efterhånden, at hele Danmark, herunder mig selv, har set nok til den jubelvideo. Derfor tager jeg den nu ned, skriver Ida Auken.

Meldingen kommer på dagen, hvor det kom frem, at præsteordningen for folketingsmedlemmer vil fungere på en måde, hvor der oprettes en telefonlinje, så folketingsmedlemmer kan komme til at tale med en præst efter behov.

Der kommer altså ikke til at sidde en præst fast på Christiansborg. Der har længe været tvivl om, hvad præsteordningen helt konkret ville indebære, men tirsdag oplyste Folketinget flere detaljer på sin hjemmeside.

Ida Auken siger ifølge DR, at der nu er kommet en rigtig god og mindelig løsning på noget, som har sat sindene lidt i kog.

Den tidligere næstformand i den faglige hovedorganisation LO Tine Aurvig- Huggenberger meldte sig ud af Socialdemokratiet efter 36 års medlemskab.

Det der slog hovedet på sømmet var, da jeg så Ida Aukens video, hvor hun lavede sejrsdans over hendes forslag om at få en præst tilknyttet Folketinget er lykkedes, sagde Tina Aurvig-Huggenberger til DR.

Aftalen om præsteordningen er indgået mellem Folketingets Præsidium, som er Folketingets ledelse, og biskoppen over Københavns Stift, Peter Skov-Jakobsen.

Præsidiemedlem Lars-Christian Brask (LA) har tidligere tirsdag sagt til DR, at han er imod præsteordningen.

Ordningen er uden omkostninger for Folketinget og indgår som en del af den præstelige betjening fra Københavns Stift, meddeler Folketinget.

Københavns Stif oplyser til Ritzau, at de nærmere praktiske detaljer i præsteordningen endnu ikke er aftalt med Folketinget. Det gælder eksempelvis åbningstiderne for telefonen.

RITZAU

Relaterede artikler​