Hård kritik mødte Viktor Orban på EU-topmøde efter nej til Ukraine

EU-lederne har på EU-topmødet i Bruxelles givet hård kritik af Ungarns premierminister Orban, for hans nej til et EU-lån på 90 milliarder euro til Ukraine.

De Aktuelle Nyheder 20-3-2026 kl 07.11

Det siger Sveriges statsminister, Ulf Kristersson, på et stående pressemøde i forbindelse med EU’s topmøde. Kritikken gik også på, at man ikke kan stole på de ting, som er aftalt.

Ifølge Ritzau er det aldrig sket før, sagde flere EU-ledere, der har været med i længere tid end mig, siger Ulf Kristersson.

Dermed fastslår Sveriges statsminister, at kritikken blev særlig skarp, fordi Viktor Orban selv sagde ja til lånet til Ukraine på EU-topmødet i december sidste år.

Viktor Orbans nej er dermed også et brud på den måde EU-topmøderne fungerer på. Her forpligter lederne sig på, at en aftale er en aftale.

Ungarns ja til lånet skete endda med den betingelse, at Ungarn ikke hænger på lånet, hvis Ukraine ikke kan betale det tilbage.

Samme undtagelse fik Slovakiet og Tjekkiet på mødet. Dermed er det de øvrige 24 EU-lande, heriblandt Danmark der må betale pengene tilbage, hvis Ukraine ikke kan.

Men det har ikke været nok til at overbevise Viktor Orban, der mener, at Ukraine bevidst tilbageholder russisk olie til Ungarn.

Det afviser Ukraine, som fastholder, at det vil tage omkring seks uger at reparere rørledningen i Druzjba efter russisk angreb.

På topmødet har EU’s præsident Antonio Costa, og en række EU-ledere dog gjort det klart for Orban, at hans opførsel er uacceptabel.

Statsminister Mette Frederiksen (S) var blandt de europæiske ledere, der kritiserede Viktor Orban på vej ind til topmødet.

Beskeden til Ungarn er selvfølgelig, at vi har en aftale om at levere et lån til Ukraine, så de kan køre krigen videre og dermed beskytte ikke alene sig selv, men Europa.

Det er uacceptabet, at Ungarn blokerer Europa fra at gøre det, der skal til for at passe på Europa, sagde statsminister Mette Frederiksen på vej ind til mødet.

Ifølge Ulf Kristersson gentog Viktor Orban på topmødet, at han vil stoppe med at blokere lånet, så snart olien igen flyder igennem Druzjba-rørledningen til Ungarn.

Han vil først opgive sit veto, når olien kommer. Vi mener, at det er uacceptabelt.

Det budskab fik han stort set fra alle lederne på mødet, siger Ulf Kristersson.

/ritzau/

Relaterede artikler​