Grønne valgløfter ser ud til at blive virkelighed

Efter valget er der flertal for to vigtige grønne sager. Vi holder øje med, om løfterne bliver til virkelighed.

De Aktuelle Nyheder 7-4-2026 kl 19.27

Danskerne har netop sat deres krydser, og nu går bogstavlegen i gang: hvem kan danne en regering og hvad kan de blive enige om?

I valgkampen fyldte især to grønne emner meget. Beskyttelsen af drikkevandet og Danmarks store produktion af svinekød.

Lige meget hvordan den nye regering ser ud, så er der håb for, at partierne husker deres gode grønne løfter. For der er faktisk politisk flertal for dem.

Et forbud mod sprøjtegift på de sårbare grundvandsområder er den bedste og billigste måde at beskytte vores drikkevand. Sådan lyder konklusionen i en rapport fra Miljøministeriet. Og det er flere partier enige i.

Miljøministeren vil forbyde pesticider der, hvor drikkevandet dannes

Socialdemokratiet, SF, Radikale, Enhedslisten, Konservative og Moderaterne vil alle indføre et nationalt sprøjteforbud. Det viser en rundspørge, som Danva har lavet.

Tilsammen kan partierne mønstre 111 mandater og har altså uanset regeringskonstellation et klart flertal for at beskytte vores drikkevand.

Som Mette Frederiksen sagde til de øvrige partiledere under en debat på TV 2 aftenen inden valget.

Danskerne kræver, at os, der står her, passer på deres grundvand. Og derfor bliver vi nødt til at have et nationalt sprøjeforbud. Jeg kommer ikke til at stille mig i spidsen for en regering, med mindre vi passer ordentlig på danskernes drikkevand.

Flertal for at begrænse svineproduktionen

Hvert år producerer landbruget 40 millioner svin. Og det anslås at en femtedel af Danmarks areal bliver brugt til svineproduktion.

Danmarks enorme produktion af svinekød har store konsekvenser for vores fjorde, drikkevand og grisene, der bliver presset til det absolut yderste. Derfor har svineproduktion været et stort emne i valgkampen.

I TV-debatten skulle partilederne svare direkte på spørgsmålet: Skal vi begrænse svineproduktionen i Danmark?

Socialdemokratiet, SF, Radikale, Enhedslisten, Alternativet, Konservative og Dansk Folkeparti var alle enige. Vi skal have færre svin i Danmark.

De syv partier har sammenlagt 113 mandater. Så det må og skal betyde godt nyt for grise og naturen.

Undervejs i valgkampen lancerede Alternativet, Enhedslisten, SF, Socialdemokratiet, Radikale og Moderaterne hver sit udspil ift. svineproduktioen. Dyrenes Beskyttelse har samlet dem og en gennemgang viser, at mindst fire af partierne går ind for følgende.

Søerne må højst få 14 unger, så det passer til antallet af patter

Der skal være kortere transport fra stald til slagteri

Det skal være slut med at fiksere svinene

Forbudet om halekupering skal håndhæves

Grisene skal have mere plads

Danmarks Naturfredningsforening

Relaterede artikler​