Biler står under vand i Aalborg efter stormvejr

Selvom stormen Dave efterhånden har lagt sig, er der langt fra ro på i Aalborg.

De Aktuelle Nyheder 6-4-2026 kl 20.16

Igen i dag står den på kraftig blæsevejr, og især ved havnefroten er det (fysisk) tydeligt at mærke, at vi ikke er færdige med vindblæst hår.

Ved kulturbroen i Vestbyen er der (som sædvanlig) forhøjet vandstand, og også denne gang er flere biler ramt af netop dette.

Cykelstien langs vandet er flere steder dækket af vand, og bilister, der har parkeret tæt på fjorden, kan endnu en gang konstatere, at Limfjorden ikke tager hensyn til hverken p-båse eller kantsten.

Fænomenet er langt fra nyt.

Hver gang blæsten rammer Aalborg er netop dette område hårdt ramt, og faktisk meldte Aalborg Kommune ud sidste år, at der nu blev afsat 41 millioner kroner til kystsikring over fire år, mens staten bidrager med 8,6 millioner kroner fra kystpuljen.

I første omgang er det området omkring Spritten og Kulturbroen, der skal sikres.

Her ligger terrænet i dag kun en meter over normal vandstand, og det er ganske enkelt ikke nok på blæsende og våde dage som denne.

Planen er at hæve havnefronten, så den fremover ligger minimum 1,9 meter over normal vandstand, og enkelte steder helt op til 3 meter.

Under Kulturbroen skal der opføres en højvandsmur ud mod fjorden, og vejen lukkes permanent for trafik, så området kan omdannes til et grønnere og mere rekreativt byrum i samspil med det nye kunstcenter ved Spritten.

Arbejdet med kystsikringen strækker sig over flere år og forventes først fuldt færdigt i 2029.

AF Stine Kjølby Christensen MigogAalborg

Relaterede artikler​